2. august 2021

Kan man som bureau overhovedet arbejde med FNs verdensmål?

Ja, det mener vi godt, man kan. Vi er helt bevidste om, at vi ikke kan redde verden alene. Men vi kan drive en bevidst forretning og gøre det, vi kan. Helt konkret har vi udvalgt de 7 verdensmål, som vi har tættest inde på kroppen i vores hverdag og tænkt dem ind i vores måde at drive forretning.

4 Kvalitetsuddanelse

I de situationer, hvor vi har mulighed for det, åbner vi vores døre for praktikanter og mennesker, der har brug for fx jobprøvning inden for vores arbejdsområde. Derudover håber vi, at vi med vores måde at drive forretning på, kan inspirere andre til at etablere nye virksomheder med holdninger.

5 Ligestilling mellem kønnene

På Reagency accepterer vi ingen former for diskrimination. Punktum. Når vi ansætter nye medarbejdere ser vi ikke på køn eller seksuelle præferencer, men på kompetencer, men vi sigter altid mod at have en jævn fordeling af mænd og kvinder ansat, da vi mener, at det giver den bedste balance og dynamik.

7 Bæredygtig energi

Vi er stærke fortalere for bæredygtig energi og reduktion af energiforbrug i det hele taget. Den strøm, vi anvender på vores energirenoverede kontor er certificeret grøn og kommer fra danske vindmøller og solcelleparker, og takket være online møder begrænser vi vores kørsel til et minimum.

8 Anstændige jobs og økonomisk vækst

Vi tilbyder attraktive arbejdsvilkår for vores medarbejdere med blandt andet en kortere arbejdsuge, fleksible arbejdsforhold og mulighed for hjemmearbejde. Vores bureaumodel er i høj grad baseret på brug af underleverandører, og her er vi optaget af at dyrke sunde og langvarige samarbejder, som kommer både vores kunder, vores underleverandører og os til gode. Vi prispresser ikke, vi arbejder med realistiske deadlines, og vi trækker ikke uanstændige betalingsbetingelser ned over vores samarbejdspartnere. Endelig outsourcer vi ikke arbejdsopgaver til udviklingslande, hvor vi ikke har et reelt indblik i arbejdsvilkår og miljøpåvirkning.

12 Ansvarligt forbrug og produktion

Der hvor vi som professionelle kommunikatører mener, at vi kan gøre den største forskel er ved at bruge vores kompetencer til at præsentere og promovere klimavenlige løsninger på en så overbevisende måde, at forbrugerne vælger disse fremfor andre mindre bæredygtige alternativer, hvilket igen styrker producenten, som får mulighed for at komme endnu bredere ud. Denne positive spiral brænder vi for at være en del af. Af samme årsag er der også opgaver, som vi takker nej til at løse. Det bliver aldrig os, der kommer til at arbejde med fx lavprisgadgets fra Østen, hardcore fast fashion eller kampagner, der stimulerer et overdrevet forbrug udelukkende med højest mulige indtjening som mål.

13 Klimaindsats

Gennem vores arbejde og forskellige kundeopgaver formidler vi troværdig viden omkring grøn omstilling og klimavenlige valg, ligesom vi hjælper organisationer og virksomheder med at gøre kompleks information inden for blandt andet klimaforandringer og -omstilling lettere tilgængelig. Som en ekstra lille dråbe i havet, vælger vi altid selv klimavenligt, når det er muligt.

15 Livet på land

Vi ved, hvor vigtige verdens skove og have er for vores økosystem, men inden for dette område kan vi kun selv gøre en begrænset forskel. Desværre. Når vi producerer tryksager anvender vi dog udelukkende miljøcertificerede trykkerier, hvor der er strege krav til både papirtyper og affaldshåndtering. Derudover anbefaler vi altid vores kunder at vælge cyklus-papirkvaliteter baseret på den højest mulige grad af genbrug. Gennem vores strømforbrug rejser vi skov, som neutraliserer CO2, og når vi har mulighed for det, støtter vi projekter inden for naturbeskyttelse- og genopretning.

Skal vi snakke sammen?

Vil du vide mere om vores måde at drive bureau på – eller har du selv en konkret problemstilling – ring til Anders Kjærgaard på +45 43 43 41 17 eller send en mail til info@bureau117.dk