13. august 2021

Hvis man er stærk, skal man være sød

Pippi siger det så fint: ”Hvis man er stærk, skal man være sød”

Der er dybde i den sætning, hvis man tager sig tid til at tænke lidt over den. For det er jo indbegrebet af civiliseret menneskelighed at den, der har magt, ressourcer og overskud tager sig af den, der har mindre. Det modsatte giver mindelser om perioder i menneskets historie, som vi ikke kan være stolte af, og som ikke førte noget godt med sig.

Som kommunikationsfolk er vi her på Bureau 117 meget bevidste om, at vores arbejde faktisk ændrer verden. Måske ikke direkte og i det store billede, men ofte hjælper vi vores kunder med at starte ringene i vandet. Kort sagt: vores arbejde ændrer holdninger og flytter varer. Og med den evne følger der i vores øjne både ansvar og moralsk og etisk forpligtelse.

Det lyder måske storladent, at vi sådan går rundt og tror, at vi kan ændre verden. Ikke desto mindre er det lige præcis det, vi får vores penge for – om end det kun er mikroændringer i det samlede billede. Men hvis vores arbejde ingen effekt har, så har vi i virkeligheden ikke løst vores opgave.

Speciale i bæredygtig kommunikation

De senere år har vi specialiseret os mere og mere i at udvikle kommunikation for virksomheder, der har et ønske om at gøre tingene lidt bedre. Ikke kun for dem selv, men også for vores alles fremtid.

At kommunikere bæredygtighed er en helt særlig disciplin, som vi – hvis vi selv skal sige det – er blevet ret gode til. Det er en disciplin der kræver finesse og lydhørhed samt modet til at være ærlig. Og så skal man have styr på fakta!

Greenwashing er ikke og bliver aldrig et redskab vi benytter os af eller rådgiver vores kunder til at benytte. Ikke engang hvis det kun bevæger sig på kanten. Og vi er kompromisløse. Ja, faktisk så meget, at vi har sagt nej til kunder, som vores egoer ellers meget gerne ville have haft med i porteføljen. Men for os er integritet og kemi det allervigtigste. Pengene og prestigen kommer med som en bonus.

Man kan kalde det idealisme. Eller bare rettidig omhu.

Kloden kalder. Og det haster faktisk.

Den verden vi lever i, har hårdt brug for hjælp. Kloden brænder, svømmer over og ressourcer forsvinder hurtigere, end vi har lyst til at tænke på. I de mest sorte øjeblikke kan man fristes til at tænke, at det hele er for sent, og at de små tiltag vi hver især som enkeltpersoner kan foretage os ikke har nogen betydning i det store billede.

Tager vi de lidt mere lyserøde briller på, så kan man vælge at håbe og tro, at det ikke er for sent, og at vores handlinger faktisk kan gøre en forskel. Det er den holdning, vi har valgt at indtage her på Bureau 117. For hvad har vi ellers tilbage – udover håbet og troen?

Som kommunikatører føler vi samtidig et helt særligt ansvar for at udbrede kendskabet til produkter, services og virksomheder, der – ligesom os – ønsker at gøre en positiv forskel for fremtiden. Det er i vores øjne ganske simpelt det eneste, man kan være bekendt, hvis man er et ressourcestærkt, civiliseret menneske i dag.

Hvis du har fået lyst til at tale mere med os, så er vi altid friske på at mødes. Uanset om du står med en konkret udfordring eller bare er blevet nysgerrig efter at lære os nærmere at kende. Ring eller skriv.